Den største nyhed siden februar er, at grønlistet affald midlertidigt undtages fra krav om registrering i DIWASS i 2026.
Det betyder helt konkret for grønlistet affald, at:
- DIWASS er i overgangsperioden valgfrit for grønlistet affald.
- I behøver ikke at registrere grønlistede transporter i DIWASS før 1. januar 2027.
- I kan fortsætte som hidtil med bilag VII på papir. Sørg som tidligere for at dokumentationen altid følger transporten.
- Der kan komme en ny udgave af bilag VII, men det afventer fra Kommissionen og så kommer der information fra Miljøstyrelsen.
- Overvej om I vil teste DIWASS allerede nu (frivilligt).
For orangelistet/notificérbart affald bliver DIWASS obligatorisk fra 21. maj. Den 21. april kan virksomheder oprette sig i DIWASS. Der bliver ikke en testperiode inden 21. maj, og I må derfor forvente en lidt hård opstart. Sekretariatet for Genvindingsindustrien har varslet Miljøstyrelsen om, at en løbende hurtig sagsbehandling er afgørende, ligesom information om forventede sagsbehandlingstider er nyttigt. Ræk ud til fungerende sekretariatschef Malene Mortensen, hvis I oplever udfordringer, så løfter vi det over for Miljøstyrelsen.
Her skal I være opmærksomme på:
- DIWASS kræver personligt EU Login (må ikke deles)
- Den første bruger bliver automatisk administrator
- Når man er registeret, så skal Miljøstyrelsen verificere registreringen, hvilket kan tage 3 dage.
- Transportører skal:
- registrere transportoplysninger
- medbringe dokumentation
- kunne vise den ved kontrol
- Det er både jeres og transportørens ansvar, at de gør det korrekt.
I overgangen til DIWASS…
I overgangen til DIWASS har Miljøstyrelsen nu meldt ud, hvad der sker med eksisterende og kommende anmeldelser:
- Godkendte anmeldelser før 21. maj 2026:
- Kører videre i det gamle system
- Skal afsluttes senest 20. maj 2027 (eller 2029 ved 3-årige)
- Ikke-godkendte anmeldelser:
- Skal indsendes på ny i DIWASS og vurderes efter nye regler
Hvis I ikke har sendt anmeldelsen ind endnu, så vent til den 21. maj. Miljøstyrelsen påbegynder ikke sagsbehandling af nye anmeldelser nu før overgangen til DIWASS.
