OBS på oprettelser i DIWASS og nyt bilag VII-papir

Opsummering:

  • Hør jeres samarbejdspartnere i jeres transportkæde ift anmeldepligtigt affald er oprettet i DIWASS
  • Tag den nye version af bilag VII i brug fra i dag
  • Import/eksport bekendtgørelsen træder først i kraft efter en regeringsdannelse, hvilket har betydning for gebyrsatser og overførsler til bortskaffelse


Færre aktører end ventet har oprettet sig i DIWASS, og det kan blive et problem for Genvindingsindustrien

DIWASS går i luften i dag 21. maj 2026. Miljøstyrelsen har rakt ud til Genvindingsindustrien, fordi der er færre aktører, der har oprettet sig i DIWASS end forventet. Det er ikke kun anmelderen, der skal registrere sig i DIWASS, men også transportører, behandlingsanlæg, modtagere, mæglere og eventuelle efterfølgende anlæg ved R12-/R13-operationer.

Det er derfor vigtigt, at I har oprettet jer, og høre jeres samarbejdspartnere om, at de har oprettet sig, hvis I har en anmeldelse snart. Hvis en virksomhed efter den 21. maj opretter en anmeldelse, men et behandlingsanlæg eller transportør endnu ikke er oprettet i DIWASS, kan virksomheden ikke vælges, og indsendelsen af anmeldelsen må derfor eventuelt afvente, at oprettelsen er gennemført.

Vær opmærksom på, at anmeldelser fra i dag kun kan indsendes via DIWASS – virk.dk lukkes ned.


Nyt bilag VII

Som varslet i nyhedsbrevet er der kommet et nyt bilag VII ved transport af grønlistet affald, som skal bruges fra nu. I kan finde det nye bilag VII her samt vejledning til at udfylde: Vejledning til udfyldelse af bilag VII - Miljøstyrelsen


Import/eksport bekendtgørelsen afventer regeringsdannelse

Den nye import/eksport bekendtgørelse kan først træde i kraft, når der er dannet en regering. Det betyder at:

  • nuværende gebyrsatser for import/export af affald fortsætter uændret, indtil den reviderede bekendtgørelse træder i kraft efter regeringsdannelsen.
  • De danske undtagelser fra forbuddet om overførsler til bortskaffelse (D10) gælder ikke mere, da de er i strid med den nye affaldstransportforordning. Den nuværende danske lempelse for overførsler til D10-bortskaffelse bortfalder derfor fra i dag den 21. maj 2026. Fremover skal sådanne overførsler vurderes konkret fra sag til sag efter EU-reglerne.